På JSU lægger vi vægt på oplevelser og traditioner, fordi oplevelser er med til at udfordre én og giver tillid, selvværd, tryghed, glæde og meningsfuldhed.
JSU arrangerer igennem året oplevelser, der bryder dagligdagens vante rammer, og det har vist sig, at de unge meget hurtigt lærer at elske traditioner. Hvor de i starten kan være lidt utilfredse med at skal afgive tid til de ugentlige husmøder og de fælles ture, så går der ikke ret lang tid, førend de begynder at glæde sig til disse faste holdepunkter.
På disse ture bliver vi rystet mere sammen, og det er ofte her, at de unge får mod til at udfordre sig selv noget mere. Der vendes op og ned på gængse opfattelser af hinanden, da vi pludselig ser initiativ, glæde og større social indstilling, hvor vi ellers før så inaktivitet, tristhed og væren sig selv nok.